Kvinder kan ikke parallelparkere. Det er én af de gængse fordomme, som ofte bliver hevet frem når snakken falder på køn og transport. Så griner nogle lidt i skægget, mens andre bliver fornærmede. Men, hvis vi graver et spadestik dybere, viser der sig nogle strukturelle problemstillinger indenfor transportbranchen, som skaber reelle udfordringer for ligestillingen mellem forskellige grupper i samfundet – blandt andet mellem kønnene.
Dette emne var udgangspunktet da TØF bød indenfor til gå-hjem-møde om ’Transportøkonomi i et feministisk perspektiv’. Til at belyse emnet var blandt andet forskerne Hilda Rømer Christensen og Michala Hvidt Breengaard fra Sociologisk institut på Københavns Universitet inviteret.
”Der er statistisk belæg for, at der er langt flere mænd end kvinder ansat i transportbranchen – Både til lands til vands og i luften”, forklarer Hilda Rømer Christensen. Hun påpeger, at det samme gælder indenfor politik, og fremhæver at der siden 1945 kun har været 23 kvindelige transportministre i Europa, mod 245 mandlige. Et af problemerne ved denne tendens opstår, da forskning ligeledes peger på at kvinder og mænd generelt har forskellige transportmønstre til hverdag. ”Kvinder anvender statistisk set oftere offentlige transportmidler, cykel eller transporterer sig til fods, mens mænd oftere kører bil”, forklarer Hilda Rømer Christensen. Da vi som udgangspunkt ser verden fra vores eget ståsted, kan der på den baggrund ske en skævvridning af prioriteterne når vi designer vores transportsystem. Vil der eksempelvis være tendens til at få repareret en slidt vej fremfor at sørge for gode cykelstier, hvis det fortrinsvis er mænd der sidder med magten til at beslutte hvad pengene skal bruge til?
Ikke at det ene per se er bedre end det andet, men der er måske en fare for at overse nogle vigtige prioriteringer, hvis ikke både mænd og kvinder bliver taget med på råd i planlægningen af vores transportsystem?
Et mineret felt med mange gråzoner
Emnet ”Transportøkonomi fra et feministisk perspektiv” blev også belyst af tre praktikere: Marianne Weinreich fra Rambøll, Helle Rasmussen fra Dansk Vejforening og Annette Kayser fra Københavns Kommune. De bragte alle nogle spændende perspektiver på banen.
Marianne Weinreich påpegede blandt andet, at den gennemsnitlige mand ofte ender med at være målestok for design af byrummet, samt design af køretøjer. Kvinder er således mere sårbare i forbindelse med trafikuheld idet biler er designet til at tilgodese mænds størrelse og vægt.
Hilda Rømer Christensen fremhævede, at disse perspektiver ikke peger fingre ad den enkelte mand. I stedet skal diskrimination og uligestilling forstås som institutionaliseret og systematisk – Noget den enkelte ikke er herre over, men i stedet bliver ”kodet” til af det samfund vi lever i. I den bedste af alle verdner vil vores transportsystem tilgodese alle befolkningsgrupper – Børn, ældre, unge, forældre, handicappede og børn – bare for at nævne nogle. Og midlet til at nå dette mål er ifølge de to forskere at stille spørgsmål og udfordre de gængse forståelser i transportsektoren.